Udover hvad der er oplyst i kalenderen, vil du kunne finde mere aktuel info på vores gruppe på Facebook - Sydjysk Buejægerlaug.
Nytårsskydning
Første søndag i januar afholdes Nytårsskydning. Er vi heldige får vi en skydedag i vinterlige omgivelser
med mange sjove og udfordrende skydninger. Der er varme i klubhuset og ild i grillen så det er muligt at få varmen ind imellem.
Der uddeles præmier for diverse præstationer.
Generalforsamling
Sidste søndag i februar Kl. 12 afholdes SJBL's generalforsamling. Her kan man møde op og gøre sin indflydelse gældende - samt blive beværtet med den traditionelle omgang gule ærter med fuld forstærkning! Tilmelding er nødvendig
Traditionelt træf
Sidste weekend i juni afholdes traditionelt træf, hvor alle med traditionelle buetyper (lang- og recurvebue) kan deltage. Om lørdagen ankommer mange deltagere for at overnatte i telt eller campingvogn. Der er om aftenen arrangeret skydning til flyvende mål o.a. Der hygges med grill og lejrbål. Søndag er der skydning til 30 stk. 3D mål. Der er vandrepokaler og mange gode præmier. Der skydes i klasse med fiberbuer, træbuer, dameklasse og børneklasse. Desuden kåres årets smukkeste selvbyggende bue og årets smukkeste pil. Mange nationer er repræsenteret og alle er velkommen. Endvidere laves udstilling af buebyggere og knivmagere.
Arbejdsdage
Arbejdsdagene afholdes løbende hen over året. Her får vi repareret 3D-dyr, ryddet op på banen mv. Vi mødes kl. 9:00 til rundstykker og der er grillpølser til frokost. Altid en hyggelig dag så mød op og vær med til at gøre klubben endnu bedre.
Du finder arbejdsdagene i kalenderen øverst her på siden.
husk altid tilmelding til dén der står for arbejdsdagen, senest en uge før! NB! Igen i år, så bliver der lodtrækning blandt deltagerne på arbejdsdagene om 1 buejagtdag pr. 10 deltagere der har været til arbejdsdagene på et dansk gods (max. 1 jagt/ mand). Man får et lod pr. arbejdsdag man deltager i, dvs. jo flere arbejdsdage du deltager i, desto flere chancer har du for at vinde.
Klubaften
Den første tirsdag i hver måned er der klubaften, officielt fra kl. 19.00, men specielt i sommermånederne er der mange der kommer tidligere og går en tur på 3D buejagt banen.
Til klubaften de første 3-4 måneder er der ofte forskellige spændende foredrag og i øvrigt er der almindeligt hyggeligt samvær med snak om bue teknik og røverehistorier fra diverse buejagt oplevelser.
Buejægertræf
Sidste søndag i september afholdes buejægertræf. Der skydes med alle tre buetyper til 30 stk. 3D mål, hvori der indgår skud til løbende mål og skud fra treestand og hochstand. Her er der også vandrepokaler og mange andre præmier. Så her kan man få sig selv afprøvet inden jagtsæsonen starter. Der afholdes også stumpemarked. Alle er velkomme.